Så langt ude får vi aldrig lov at bygge

Tove Mansfeld-Giese fortalte om sin flytning til Ørbækvej og om det birketræ, der før stod langt ude på marken, og som nu står i hendes have.

Jeg er ikke barnefødt i Brande - men jeg har født et barn her!
Det foregik i vores soveværelse på kvisten i Ny Volmerhus i 1960. Ved den lejlighed lærte vi lægen Ole Bendix at kende - det trak nemlig noget ud, og jordemoderen var kendt for at tilkalde lægen lidt tidligt.

Med to små børn i en lille lejlighed tilbragte vi så megen tid som muligt i det fri. Dels i det dejlige Ørbæklund-anlæg, hvor vi unge mødre lærte hinanden at kende på bænken ved legepladsen, dels på lange traveture i Brandes omegn.

Mosen rundt” i al slags vejr var virkelig en tur på landet. En af vore yndlingsture.
Byen sluttede ved de to røde blokke på Ørbækvej overfor anlægget. Her endte asfalten. Vejen slyngede sig med vilde roser ved siden ud forbi det velvoksne Dalgas-hegn, som det forlød skulle fredes. Nu står resterne af det i baghaverne i Åkrogen. Nede ved åen overfor gården “Vestermarken” stod høet i stakke. En sand idyl.

Længere ude, inden vejen ned mod gården “Lille Økær”, nede til højre mod en lille birkelund lå en lille mark med den sorteste pløjemuld.
Her stod et prægtigt birketræ i læhegnet.
Jeg pegede derned og sagde: “HER ville jeg gerne bo!”
Så langt ude får vi aldrig lov til at bygge!” sagde Jørgen.
Men nogle år senere lå der alligevel pludseligt et enligt hus med en grusvej ned, det var landinspektør Henning Land Jensens. Bygmester Vilhelm Olsen lavede udstykningen og ville egentlig helst bebygge den selv, men solgte efterhånden af grundene.

Nu står
birketræet midt i min have! I 1968 tegnede arkitekt Kristian Kristiansen os et dejligt hus, som Vilhelm Olsen opførte for os.
Rejsegildet var efter egnens skik med mange kranse. Vi var meget benovede. Tømreren tømte en flaske øl oppe fra rygningen ned i huset for at sikre godt held.
Mens vi ventede ved et til lejligheden sammentømret bord med pølser og øl på, at huset var rejst færdigt, byggede vores to ældste drenge et tårn af de store træstykker, der blev til rest af tagtømmeret. Det væltede selvfølgelig ned i hovedet af den yngste, som tudede. Så fik de to brødre et par på kassen af deres far, og sådan endte den dag som i så mange andre børnefamilier i gamle, mere håndfaste tider.