Kjeld Obel Christensen har skrevet en række kapitler af sit liv som han husker og som han i 1995 forsøgte at genfinde.

Det begyndte på Møllegården på Vejlevej i 1939, knap 2 år gammel flyttede familien til Dalgasvej nr. 11


 

 

 

 

 

 

Møllegården 2007 og Dalgasvej nr. 11 2007

K.O.C. fortæller:

På min slentretur gennem byen (sommeren 1995) er jeg kommet til mit livs første to erindringsgader nemlig Dalgasvej og Kirkegade.

Jeg ser her foran mig to drenge der for ca. 52 (58) år siden legede med en lånt trehjulet cykel. Lånt vil her sige, at ejermanden ikke var til stede og kunne protestere, da vi hentede cyklen. Cyklen var af den gamle slags med et fladt bræt til sæde og båndjern til baghjulsholdere.

                Vi kørte langt ned ad Kirkegade, næsten ned, hvor kirkegården ender. Ikke længere, for kirkegadedrengene var sådan nogle, der tog/lånte éns legetøj, selv om man var til stede.           

                Til en af mine fødselsdage fik jeg en trehjulet cykel. Leif græd hjerteskærende, fordi han ingen gave fik, så vores far købte noget til ham også.

                Engang, da det var Leifs fødselsdag fik han en lille trætrillebør med rødmalet lad. For Leif var det ikke en trillebør, men en føsseda.

                Vi havde en trækvogn, og når kirkegadedrengene spurgte, om de måtte være med til at lege, turde vi ikke sige nej.   Det var bedst, hvis de skubbede, mens man selv sad oppe på vognen og styrede med den opretstående vognstang, for så kunne man selv bestemme kørselsretningen. Trak de derimod vognen som et hesteforspand, endte det ofte med, at de løb ned i Kirkegade, hvor man så blev smidt af, så de sammen kunne lege med vognen. Det er ofte sket, at jeg som vognejer uden vogn, slukøret er trasket hjem til nr. 11.
Hvordan vi fik vognen igen, husker jeg ikke.

                Nr.11- huset ligger lidt herfra, hvor jeg står. Mine erindringer herfra er ikke kronologiske, men består af blandede episoder. Det var i de kolde krigsvintre, vi boede her.  Somme tider løb vort stuegulv fuldt af vand, fordi køkkenvaskafløbet hos husets ejer frk. Johansen, der boede på 1. sal, var frosset. Vandet kom så i en tyk stråle ned ad vores loftslampe. Stuen var i rummet,  som har vinduer ved husnummeret.
Vintrene var så kolde, at vi børn somme tider skulle blive i sengen om dagen. Vi lå da med vores fars uldsokker på; de var så lange, at vi kunne have hele benet i dem.

      Det var, syntes jeg, mærkeligt, at vi blev taget op om morgen, klædt på og lagt i seng igen.     Når vores mor skulle ind for at handle, havde hun aviser i strømperne. (I en bog om dansk vejr, har jeg set, at der på min 3-års fødselsdag d. 8. februar 1942 frøs 29,1 grad ).

      Der var også det lille værelse, som lå diagonalt til stuen. Dette værelse var lukket i de hårde vintre. Da jeg engang var med min mor derinde, så jeg, at væggene var helt blanke af et tykt lag is.

      Wc’et var ude på trappen t.v. Det var tit fosset, så vi ikke kunne bruge det. Engang efter en vinter, gravede min far kloakrørene op og lagde nye i frostfri dybde.

      Som nævnt var det i krigens tid, vi boede her. Ofte kom tyske soldater gennem haven for at låne husgeråd af mor. Mest tror jeg, det var for at se på den kønne pige, hun var. De kom også og afleverede mig, når jeg, som omtalt andetsteds havde været på markedspladsen.

      Der var en nat, hvor det rumlede meget i luften, og det gav gungrende brag.  I min verden var det et tordenvejr, som var i anmarch, men mine forældre havde nogle meget lukkede ansigtsudtryk og fortalt mig, at det var bomber.

      Da vi stod op om morgenen, var sengene rykket ud fra væggene af rystelse i jorden. 

      Der havde været luftkamp i nærheden af Brande.

      Da mine forældre senere talte med vores huslæge, doktorråskov, fortalte han, at han ude ved Langkjær havde set en ko på en mark.  Den var død og havde et bombesplintehul igennem kroppen.

      Da vi i oktober 1943 skulle have min lillebror, Bent, sov vi børn inde i det lille værelse. Da jeg om morgenen d.3. hørte barnegråd, brugte jeg af glæde sengen som trampolin.

      Apropos Bent, så troede jeg i mange år, at det var mig, som havde lært ham at gå, fordi jeg, da han var helt lille, fik lov at gå med ham, som man går med en gå-dukke.

      Vi handlede på bog i Brugsen. Brugsbogen var meget spændende at blade i med de blålinierede sider med lyserødt trækpapir imellem. Mine forældre skrev altid med blyant, så de lyserøde trækpapirsider brugte far til at folde skibe af til os unger. Disse skibe var fine gulvsejlere, men kom de i deres rette element, sugede de vand til de sank.

      Det hændte, at vi fik et skib, lavet af skrivesiderne, de sejlede fint.

      Når Leif og jeg havde været uvenner, tog vores far os på skødet, én på hvert lår. Der sad vi så og hørte på at far fortalte os, at vi skulle være gode ved hinanden og lege sammen. Der var et magisk ord, som sluttede disse mæglinger, og det var: gokamerat, med tryk på go og rat. Herefter kunne vi for det meste lege fredeligt igen.

      Der var dog engang, da jeg, efter at have sagt det magiske ord, stadig var så gal på Leif, at jeg, da jeg blev sat ned på gulvet igen, kradsede ham på kinden, så der blev et par røde striber. Leif, der stadig sad hos far, græd skuffet og hjerteskærende. Far tog mig op på skødet igen og sagde, at det var synd for Leif, og så hylede jeg også.

      Da vi var færdige med tuderiet kom vi ned på gulvet igen og sagde gokamerat til hinanden.

      Det var her på gaden, vognmanden med de små heste holdt, da vi skulle flytte til P. Sabroesallé. Vinduerne, der i dag er termoruder, var dengang almindelige rammevinduer med enkeltglas. Under vinduet i soveværelset - det til venstre -  sad jeg på hug op ad kampestenssoklen og så på, at de voksne bar inventaret ud på den flade ladvogn.

      I dag kan jeg bevæge mig frit fra Dalgasvej nr. 11 til Godsbanen. Dengang kom jeg her kun med mine forældre, eller når jeg skulle til stationen med madkassen til min far.

      Det var drengene i Kirkegade, som blokerede for min frie færden, så der er ikke rigtig noget, jeg husker fra denne del af byen.

      Godsbanegade slår et sving hen imod stationen. Nu er der en bus vendeplads, og svinget er flyttet 10 - 15 meter. I min tid fulgte Stationsvej fortovet ved husene på højre side.

      I dette sving stod jeg engang med min fars trygge hånd omkring min. Bakkesvinget forekom mig meget stejlere dengang. Vi stod omtrent her, hvor jeg nu sidder på et par telefonkasser og så den ene kampvogn efter den anden køre forbi. Jeg husker, jeg var bange for, at de kæmpestore kampvogne skulle glemme at dreje, for de kom lige hen imod os.

      Det med, at der sad et menneske inde i dem og styrede, vidste jeg ikke, for der var ingen at se.

      Senere var vi ude at se på, at kampvognene svingede ind på Markedspladsen. De kørte ned ad den første vej og i svinget havde de gravet et dybt hul med deres larvefødder. (Ud for Herningvej nr 13).

      Der kom også nogle køretøjer, som min far kaldte folkevogne. Det var store lastbiler, som havde larvefødder i stedet for baghjul.

      Her i nr.11 var det også, at jeg skrev rapporter. Min far skulle, når han havde været ude at køre med persontog, udfylde nogle skemaer, som indeholdt en masse felter til stationsnavne og klokkeslæt. Når jeg står her og mindes, kan jeg genfornemme den betydningsfuldhed, jeg følte, når jeg sad og udfyldte et rapportskema, for jeg gjorde nøjagtig det samme, som min far gjorde. Den eneste forskel der var, var at min fars rapporter blev udfyldt med tal og tider, mens mine blev udfyldt i hver eneste rubrik med zigzag linier. (mangebuede m´er).

      I forbindelse med rapportskriveriet havde min far et meget fascinerende apparat, som jeg også legede meget med. Det var en stor og solid sort hulmaskine.