Kjeld Obel Christensen fortsætter her sin beretning:

Markedspladsen rummer mange minder i ukronologisk orden.

      Mine tidligste erindringer er, fra da vi boede på Dalgasvej nr.11, og jeg gik gennem hækken i baghaven til den tyske forlægning,  på skolen og markedspladsen. Jeg blev båret rundt af soldaterne og fik havregrød og chokolade. Engang brændte jeg mig på grøden, som en soldat stak op i munden på mig.

      Senere var jeg på skolen for at blive vaccineret imod difteritis. Det gjorde kun lidt ondt, fik jeg at vide, men da jeg stod med nøgen overkrop i køen og hørte hylene fra de foranstående og så nålen, der lignede en skråt afskåret tyk strikkepind, fandt jeg, det var det klogeste at forsvinde. Jeg kom ud i garderoben, fandt min postkasserøde jakke, kom i den, fandt døren og så hen over markedspladsen med uindhentelig hastighed. Pludselig blev jeg løftet op. Mens mine ben stadig løb og under stærke protester, blev jeg båret tilbage til stikkeriet.

      Nålen gik dybt, og det gjorde meget ondt.

      Da krigen var forbi, blev Markedspladsen et eldorado for os drenge. Der stod kampvogne og biler, som vi legede i. En af kampvognene stod under et halvtag, omtrent dér, hvor Hjemmemarkedsselskabet Danmark (H.D.) har ventilatorhus. Denne kampvogn gav en masse lyde, når man trykkede på selvstarterknappen. Engang fik de store drenge den til at køre et par meter på batteriet.

      Der lå en flot lygte med rødt glas under kampvognen. Den mavede jeg mig ind efter. Da jeg kom hjem med den, hjalp far mig med at få monteret nogle Hellesens batterier, så den kunne lyse.

      Nu sidder jeg med ryggen mod den nye højskole. Foran mig ses gavlen af H.D.; til venstre herfor ligger en bordeauxfarvet bygning og til venstre igen et mørkerødt murstenshus

      Det bordeauxfarvede hus var dengang slagtehus; hvor sidstnævnte murstenshus nu er, lå dengang destruktionsdepotet og tarmrenseriet; hvor nu det hvide plankeværk og græsset er, var der dengang stalde til de slagteventende dyr.

      Vi børn så mange dyr blive aflivet. Portene var åbne, så vi kunne se, hvordan det gik til.

      Hestene fik en hammerpatron i panden, løftede benene op, hang lidt i luften, faldt så ned og lavede liggende på siden lidt luftgallop, som fik slagterimændene til at holde sig på afstand.

      Køerne fik kort og godt, mens de stod ved siden af et skråt træbord med høj kant i den ene side, et hårdt pandeslag med en spids mukkert. Samtidig med slaget fik de, af to mænd, som stod klar, et hårdt puf i siden, så de landede  på siden på bordet med benene i fuldt løb. Hovedet hang tungt ned for enden af bordet, og det var sært at se, hvordan øjnene i løbet af nogen tid næsten blev selvlysende. Mens de lå dér, fik de et snit i halsen, så blodet i en armtyk stråle fossede ud på gulvet og ned i gulvafløbet, hvori der var sat en spand til at opsamle det.

      Grisene fik et slag i panden med en stor kølle. Engang var der en gris, som blev ramt forkert. Den stak af ud på gårdspladsen lige her foran, hvor jeg sidder nu. Den blev fanget og holdt, men p.g.a. dens uro, måtte der mange slag til, før den lagde sig på knæ og holdt op med at hyle.

      Vi syntes, de var onde de 3 - 4 stykker, som arbejdede med hamrene.

      Tarmrenseren var en flink mand, men der lugtede ikke godt inde hos ham. Heller ikke under halvtaget, hvor destruktionsdyrene lå, lugtede der ret godt.

      H.D. til højre er gavl i et lagt hus, som ligger parallelt med Herningvej. Dette hus var falckstation i min barndom. Der var vi tit inde at se på biler. Falckmanden boede i det hus, som nu har nr. 3. Han havde en dreng, som vi legede med og en datter, den sødeste pige i min barndom, som satte mit 10 årige hjerte op i slaghastighed. Fritza, som jeg var øreglødende forelsket i.        Når jeg havde været inde i byen og skulle hjem igen, ville min cykel altid om ad Markedspladsen. Jeg sad så frygtsomt på cyklen og var bange for/håbede på at møde Fritza.
En gang kom jeg kørende ad ruten med fem flødekarameller i hånden. Måske var det mit håb, at jeg, hvis jeg mødte Fritza, havde mod til at byde hende en.
Dér gik hun. Sammen med en veninde fulgtes hun i samme retning, som jeg kørte. Da jeg rødøret og stum - ingen skygge af det håbede mod, overhalede dem, smed jeg de fem karameller efter dem, hvorefter jeg på min cykel accelererede så voldsomt, at jeg tror, der må have været hjulspind.

      Senere dette forår (1950) flyttede vi til Odense.

      Det var den kærlighed. Nu er hun måske en af de midaldrende damer, jeg møder, når jeg traver rundt på nostalgisk research her i Brande. Hun havde de dejligste fregner i hele hovedet.

 

      I forbindelse med en bilulykke et sted uden for byen, holdt der i længere tid en FIAT-mariehøne lige her, hvor jeg nu sidder. Den trak os unger til. Med gysen så vi på det blodsprøjtede indtræk, det tykke blodlag i bunden af bilen. Bagruden og området omkring denne var smadret til med noget, der lignede havregrød, det var hjernemasse.

      Men vi skulle hen at kikke.

      Der var engang en/et cirkus, som havde vinterkvarter på Markedspladsen. De boede i vogne og havde abebure stående imellem disse. Engang var jeg med mor ovre for at se på aberne. Jeg kom for tæt til et af burene, og en abe rakte ud og fik fat i mit ene bukseben og trak mig lynhurtigt helt hen til tremmerne. Mor hev mig i armen for at få mig væk fra buret, men aben var alt for stærk. Hun fik fat i nogle grene, som hun slog aben over armen med, og så slap den mig.

      En anden gang var der cirkus på markedspladsen. Hele familien var så i cirkus. Meget husker jeg ikke fra forestillingen, kun at der var en tryllekunstner, som bl.a. tryllede med hat og kanin. Bent, min yngste bror, sad med glødende kinder og blanke øjne og fulgte med, og hver gang et tryllenummer var slut råbte han: En gang til.!!