Kjeld Obel Christensen fortæller her videre om sin ungdom I Brande:

 

Brande Byskole på Herningvej

 

 

Min første skolegård. Jeg har lige krydset den og sidder nu på en bænk ved det, der i sin tid var den nye bygning.

      Her er nu sundheds- og socialskole, og der er bygget nogle store mangekantede huse mellem skolegården og Markedspladsen.

      Min mor var med den første dag.

      Min klasselærerinde hed frøgenpetersen, hun blev mit livs kærlighed for altid, straks jeg så hende. Hun var rødhåret, og hun duftede, så min drengenæse syntes, det var helt trist at skulle ånde ud, når hun var i nærheden.

      Der var også andre lærere på skolen. O.Nielsen, som vi fik til regning og Å. Nielsen, som vi fik til tegning. Sidstnævnte havde gummiarm. Der var flere, men jeg husker dem ikke.

      Da vi havde den første sommerferie, troede jeg, at tingenes gamle tilstand med evigt fri var vendt tilbage, så jeg blev noget forbavset, da ferien var ved at være forbi, og der blev talt om, at nu begyndte skolen snart igen.

      Frøgenpetersen ødelagde noget af den gode stemning imellem os, da vi kom i skole igen i 2. Klasse. Hun havde skiftet navn til Fruøvig. Hun var i ferien blevet gift med glarmester Øvigs søn.

      Hun skuffede mig dybt en anden gang; Det var, da jeg overfor én, der havde rakt tunge ad mig i ét frikvarter, i det næste slog ham med flad hånd mellem skulderbladene, uden at han var forberedt.

      Fruøvig så det. Ind på kontoret. En længere tale, der endte med en uventet lussing. Den var ikke hård, men min refleks, da jeg så den komme, gjorde, at jeg slog hovedet knaldende hårdt ind i et reolhjørne, så jeg så rødt og stjerner. Der må være sprunget en tårekirtel, for hele den næste time flød mine øjne med tårer, og min næse med snot i flydende mængder. Fruøvig var nede at trøste mig, men selv om jeg havde tilgivet hende, hjalp det ikke på tårestrømmen.

      Der var ikke de store slagsmål mellem os unger. Når skuldrene var imod underlaget, havde man tabt og for en stund fundet sin plads.

      Frk. Petersen/fru Øvig var meget moderne i sin undervisning. Ikke noget med terperi og korlæsning. Hun lærte os, hvad bogstaverne sagde mere, end, hvad de hed.

      Engang skulle vi sanglege soldaten og rosen. En af pigerne i klassen skulle være prinsesse, og jeg blev sammen med to andre drenge udvalgt til at være de tre soldater.

      Stolt var jeg. For mit indre blik så jeg mig selv vandre rundt med et gevær. Stor var min skuffelse og øreglødende var min flovhed, da jeg blev valgt til at være den soldat, der “i hånden bar en rose”.

      At jeg fik prinsessen kunne langt fra opveje, at jeg ikke havde fået et våben.

      Da jeg gik i 2. klasse, havde jeg engang min bror Leif, der gik i 1. med i en af mine timer. Jeg ville gerne vise min søde lillebror frem. Han holdt sit gæsteindtog ved at gå op til fru Øvig, give hende hånden, bukke pænt og pærestolt sige: Jeg er en førsteklasserolling. Der blev grinet i klassen, og jeg sad og blev gal over, at de grinede af min lillebror, men også lidt flov over, at han havde gjort sig til grin.

      Skolepultene var med faste sæder. Bordpladen var skrå og havde øverst en rende til blyanter o. lign. Midt i denne rende var der et messinglåg over et hul, hvori der stod en blækflaske. Vi måtte ikke klapre med låget og langt mindre røre ved blækflasken.

      Da jeg af naturen altid har været nysgerrig og altid sikker på, at det ikke gik galt, selv om jeg gjorde noget, som jeg ikke måtte, syntes jeg, det kunne være spændende at tage blækflasken op på bordet.

      Som sagt så gjort. Ham, som sad bagved mig, sagde, at det måtte jeg ikke, det skulle han aldrig have gjort, for da jeg vendte mig om for at sige, at det ikke ragede ham, strejfede jeg blækflasken med mit islændersweaterærme. Flasken væltede. Blækket løb i en bred strøm ned ad det skrå bord. Gode råd var dyre.

      Der var ikke andet at gøre, end at standse blækstrømmen med mine ærmer. De sugede godt, men der blev alligevel et vådt blåt skær over bordpladen.     

      Heldigvis ringede klokken ud til skolefri.  jeg gik ad sygehusstien (vandrehjemmet - Risomsallé - kirkegårdshækken) hjemad. På turen hjem, mødte jeg min far, som var på vej til arbejde. Da jeg på lang afstand så ham, gemte jeg mig bag en hæk for at han ikke skulle se min blåærmede sweater. Han havde nu set mig. Han standsede ved hækken, hvor jeg stod i skjul og spurgte, hvad, der var galt.

      Så tudede jeg og fik hikstet, hvad det var, der var sket. Vi fulgtes så ad hjem, og far hjælp mig med at få sweateren skyllet op og hængt til tørre.

      Næste dag var jeg lidt nervøs for at skulle i skole, for det hele måtte jo være afsløret, når det blå bord blev opdaget, men jeg hørte aldrig ét ord om noget.

      Da jeg blev større i skolen, fik jeg somme tider lov til at gå over for at trykke på ringe ud knappen. Den sad i gymnastikbygningen her ved siden af, hvor jeg sidder nu.

      Skolens WC lå, hvor den laveste af de mangekantede bygninger nu er. WC´et lignede mest en række dasrum. I stedet for en spand under dashullet lå der vel ca. 1 m. nede et langt  halvrør, som man forrettede ned i. Af og til var der en skjult cisterne, som skyllede vand ud i den ene ende af halvrøret. Vandet kom som en flodbølge og skyllede affaldet ned i en kloak i den modsatte end af halvrøret.

      Det var sjovt at bruge WC´et og stå og vente på skyllet, men efter at jeg havde hørt rygter om, at en af de store drenge havde stoppet en af de små ned i halvrøret, så han kunne løbe frem og tilbage under dashullerne, kunne jeg holde mig i lang tid ad gangen.

      En udflugt til Himmelbjerget er en af de begivenheder, jeg husker fra skolen..

      Først rejste vi med toget til Silkeborg ad den i 1971 nedlagte Brande - Funder jernbane.

      Det var min far, som kørte lokomotivet, og hver gang, der var en kurve, hang jeg ud ad vinduet og vinkede til ham, og hver gang lokomotivet fløjtede, var jeg sikker på, at det var min fars hilsen til mig.

      Ankomst til Silkeborg. En lang travetur til havnen, hvor vi gik ombord i Danmarks ældste dampskib, Hjejlen og sejlede til Himmelbjerget, som for mig ikke bare var det højeste bjerg i Danmark, men i hele verden.

      Jeg husker, jeg købte en rødknappet stok, som havde en indbrændt tekst: Himmelbjerget.