Fra Kjeld Obel Christensen’s tur i Brande i 1995 fortsættes her med lidt fra Torvet, Stationen og Remisen.

 

      Så sidder jeg her på Torvet i Brande; på en bænk ved telefonboksene, tæt ved Æ Spikers Kårner. (1995)

      Til højre for mig ligger nogle forholdsvis nye bygninger, hvor Codan og Profa Farver holder til. I gamle dage lå der her nogle små, lave beboelseshuse. Der, hvor springvandet Danmarks Navle nu er, var der gade dengang.

      På børnehjælpsdagen, lige efter krigen, kørte der her en bil, som var klædt ud som et damplokomotiv.

      Da vi skulle ind til optoget, fortalte min far os, at der kørte et lokomotiv inde på torvet, så mine forventninger var store, for i min verden var et lokomotiv et rigtigt lokomotiv. Jeg blev derfor noget slukøret, da der ingen skinner var lagt ud, ingen røg kom op af skorstenen og der samtidig lød den umiskendelige lyd af en lastbil ford-motor inde under forklædningen.

      Frisørforretningen i Strygejernet på hjørnet mellem Torvegade og Borgergade var der også i min barndom. Dér blev jeg klippet for første gang i mit liv, siddende på et bræt, som lå på armlænene og med fødderne på stolesædet. Min far var med. Han havde fortalt mig, at det ikke gjorde ondt, men selv om jeg havde stor tillid til ham, var jeg alligevel lidt nervøs midt i stoltheden over at være så stor, at jeg skulle klippes.

      Midt for på Torvet ligger Sydbank. I gamle dage var det BRANDE BANK, som holdt til her.

      Til venstre ligger et forretningskompleks. Det var dengang et hotel med danseundervisning i en stor sal. Dér har jeg marcheret rundt med ekstra høje knæløftninger af stolthed, fordi jeg skulle gå forrest. Mange polkatrin er det også blevet til. Frem 2-3, tilbage 2-3 - en masse gange.

      Min bror, Leif, havde engang en dansepartner, som i en instruktionspause, pillede ham i næsen et stykke tid, inden hun opdagede, at det ikke var hendes egen. Leif lod hende pille, han har tilsyneladende ikke tænkt over, at han stod med begge hænder i lommen.

      Torvet var dengang en åben plads, kun 40 km. stenen var der.

      Bag mig er, byens hovedgade, Storegade. På en af husgavlene her var i min barndom et gavlmaleri, det var den store Tuborg-mand. Den reklame, hvor en korpulent herre læner sig op ad et rækværk og tørrer sin pande. Den gavl har jeg ofte stået og set op ad.

      Gavlmalerier er ikke noget nyt i Brande

      Siddende på trappen til politistation, dér  kan jeg se det gamle mejeri. Der er et lille appendiks med et større og et mindre gardinbehængt vindue med en tilmuret dør imellem. Denne lille tilbygning var i min barndom et mejeriudsalg.
Politihuset her i Jernbanegade er kommet til, efter jeg er flyttet fra byen.

      Min barndoms politi var en mand, der hed Stephansen, med stærkt tryk på fan. Han boede i Præstevænget.

      Det var en stående trussel, at hvis man følte sig for

meget drillet af de andre børn i gaden (Sabroesallé), at gå op mod Herningvej med en bemærkning om, at nu blev det sagt til Stefansen.

      Gik man målbevidst nok, endte det altid med, at man undskyldende blev indhentet af en af de angrende drillere.

      Selv har jeg mange gange optrådt både som den målbevidste og som den angrende.

Godsbanen er jeg ved nu. På en bænk så jeg ser hen over den tomme rutebilholdeplads mod stationen. Ruten Dalgasvej - Kirkegade - Godsbanegade, som jeg har fulgt i dag, har jeg gået mange gange som lille med en trækvogn med en madkasse til min far, når han var udstationeret i Vejle eller Silkeborg.

Madkassen var pakket med mad og kaffe evt. kage og en hilsen fra min mor. Jeg afleverede den så ved en bestemt dør på stationen og fik en tom kasse med tilbage. Døren er dér, hvor der nu står DSB forstområde. Den afleverede kasse blev så sat i et tog, der kørte til den by, hvor min far var udstationeret. Der er et par drenge, som hygger sig sammen her på pladsen foran mig. Den ene går med aviser, den anden løber på rulleskøjter af de moderne med gummihjul og bremser. Ham med aviserne siger noget om, at nogen, som han kender, tør springe ud der oppe fra på skateboard, alt mens han peger på læsserampen på godsbygningen bag mig.

      Denne rampe blev i gamle dage, da jeg var ung, benyttet af en vognmand, som havde en flad ladvogn med gummihjul og to islændere (heste) forspændt. Han hed mandenmeddesmåheste. Han var altid rød i hovedet af vejrbidthed.

      Det var ham, der kørte vort flyttelæs, da vi dagen efter min yngste bror Bents 1 års fødselsdag flyttede fra Dalgasvej nr 11 til det nye byggeri på P. Sabroesallé nr. 6. (4. oktober 1943)

      Vi flyttede langt langt væk, helt derud, hvor der ikke var brosten mere.

REMISEN

 

      En lille travetur ad Østre Allé, under den betonviadukt, som har erstattet den røde viadukt, om til remisen, der nu ligger stille og rusten hen.

      Som et minde fra en svunden tid står her et damplokomotiv litra D 857 rustet fast i alle dele og til skinnerne (1995)

      Drejeskiven står som et stort ur, der er gået i stå for altid.

      Jeg husker, jeg ofte kom her som barn.

      I begyndelsen med den ene arm strakt lodret op forbi øret, så jeg kunne nå min fars hånd. Vi så på lokomotiver af alle litraer.

       Det var her, jeg undrede mig over, hvordan det samme lokomotiv kunne vende to veje samtidig, nemlig: Når jeg stod på den ene side vendte skorstenen til venstre, og når jeg stod på den anden side, vendte den til højre. - Mærkeligt!!

      Det var her, jeg så, hvor stor en to-øre kunne blive, når et lokomotiv kørte hen over den.

      Og det var her, jeg opdagede, hvorfor et tog ikke kørte ned af skinnerne, selv om der kun var flange på den ene side af hjulet. Der faldt mange 10-ører på plads, da jeg opdagede, at hjulene på begge sider af lokomotivet havde flangerne på indersiden og, at der var en aksel imellem dem, så de hjalp hinanden med ikke at falde ned.

      Det var her, min far med stor tålmodighed, pegende med sin pibe, satte mig ind i, hvordan dampmaskiner fungerer med stempel, cylinder, drivstang, kobbelstang, vandstandsglas, regulator, omstyring o.s.v.

      Det var her, jeg var med min far, da der havde været sabotage på banen. Vi så mange ødelagte togvogne, og der lå en masse hylstre el. lign. som jeg endelig ikke måtte røre ved.

      Der var ofte sabotage på baneterrænet. Den 14. sept. 1944 blev der sprængt nogle værnemagerbiler som stod på Stationsvej. En stationsarbejder, Egon Gravesen, som var påvej til arbejde, blev forskrækket og løb ned ad Borgergade.Han blev råbt an af en tysk vagt, med standsede ikke og blev skudt af vagtposten.

      Han døde på fortovet ud for nr. 18. Et par tusinde brandeborgere mødte op for at protestere mod drabet. Flagene i byen gik på halv og befolkningen samledes i tavs protest. Butikkerne og skolerne lukkede. Vores far var hjemme, for der var arbejdsnedlæggelse på stationen. Tog, der skulle have været til Brande, måtte returnere til deres udgangsstationer.

       Det meste af Brandes befolkning mødte op, da kisten blev ført fra sygehuset til toget, der skulle køre den til Ålborg.

      Efter krigen blev der sat en mindetavle i husmuren, hvor han faldt. Denne sten er senere flyttet ned i fortovet.

      Mens jeg står her i sommervarmen og lytter til dieselmotortomgangen fra en MY-er, som venter på forbikørsel, mindes jeg, hvor trygt det var at gå over de farlige spor fra stationen til remisen med min fars hånd i min - omvendt selvfølgelig.

      Da jeg blev større, var jeg somme tider med oppe at køre på lokomotivet, og fik her at vide, hvad alle tingene i førerhuset hed, og hvad deres anvendelse var.

      Engang, jeg var nede på banen med mad til min far, fik jeg lov til at køre med til Herning og tilbage igen.

        Det var en meget meget fin tur.