Kjeld Obel Christensen fortsætter endnu engang sin beskrivelse af Brande:

P. Sabroesallé

      Hvor Sabroesallé ender og fortsætter i en tørreplads ned til åen, har jeg sat mig for at få lidt skygge og lidt kølig vind. (sommeren 1995)

      Først boede vi i nr. 6 st. th.. Der var en stor græsplæne bag huset. For enden af plænen var der noget sandjord, vi kunne lege i. På vejens modsatte side op mod kirkegårdshækken lå der store sanddynger, som vi også legede i med træbiler, der brummende kørte rundt i dyngen.

      Engang havde vi i sandjorden for enden af plænen lavet et hul med et rør i. Det var en kakkelovn med skorsten, og da vi fyrede op, bredte der sig en kvalmende røg ud over området. Da det havde stået på i nogen tid, kom der en meget vred voksen, og råbte op om, at vi ødelagde hendes vask. Der hang nemlig vasketøj lige over skorstenen, men det havde vi ikke lagt mærke til.

Det var under krigen, vi boede i nr. 6. Der blev lavet beskyttelsesrum i kælderen. Høje, sandfyldte kasser blev sat op foran kældervinduerne, og loftet blev forstærket med træstolper. Dér sad vi flere gange under luftalarmer og var mange i mørket. På en måde var det lidt hyggeligt for mig at møde så mange i kælderen.

      Somme tider om morgenen lå der en masse lange sølvpapirstrimler overalt. De var kastet ud fra engelske flyvemaskiner, som var fløjet over om natten for at forhindre, at de kunne spores på tyskernes radarskærme.

      Disse strimler samlede vi unger sammen, glattede dem ud og rullede dem sammen, selv om vore forældre sagde, at dem skulle vi ikke røre ved.

      Vores far, der på dette tidspunkt var lokomotivfyrbøder, kom en dag hjem, og fortalte os, at de havde været nødt til at standse toget på strækningen, fordi der havde været luftkamp mellem to flyvemaskiner lige over sporet, hvor de skulle køre.

      Det syntes vi var mægtig spændende.

      Det var mens vi boede her, der faldt en flyver ned i Brande. Flyvemaskinen faldt ned kun ca. 150 m. fra sygehuset. Den klippede toppen af nogle af træerne i skoven lige ved sygehuset og lå med en vinge i sygehusets have, en anden i en have ved på Herningvej. Nogle dele fra motoren røg igennem taget på et hus på Risoms Allé. Der kom ikke nogen til skade. Jeg var med min far henne for at se flyveren. For mig at se, var det bare et stort rør, som der stod nogle soldater stod vagt ved.

      Senere så jeg en af propellerne nede på stationen. Den var større end min far, og spidserne var bøjet.

      I et avisudklip på Brande Museum har jeg set, at nedstyrtningen skete d. 11. april 1944.

      Vi fik radio under krigen, og da fredsbudskabet kom, råbte min mor ud ad vinduet, at krigen var forbi. Med galophop løb jeg så frem og tilbage, råbende af fuld hals, at krigen var forbi.

      For mit indre blik så jeg for mig nogle af de lyksaligheder, dette ville medføre. Rigtig kaffe - risengrød - appelsiner og bananer. Ting min mor havde fortalt mig om, når jeg sad på hendes skød og hørte om, hvor dejligt, det var, når der var fred.

      Da krigen var forbi, dukkede der mange frihedskæmpere op og stod vagt på strategiske steder, bl.a. på Herningvej ved ”Kartoffelmelsfabriksvejen”.

       Leif, og jeg fik hver en tro maskinpistolkopi, lavet af vores far. Skæfte og magasin savet ud af et bræt og et kosteskaft til løb. Alt malet med sort cykellak. Armbind havde vi også, så vi var fuldkomne.

Senere flyttede vi til Sabroesallé nr. 14.

      Flyttevognen var denne gang en tohjulet DSB-kærre, så der skulle køres nogle gange.

      Lejligheden var i stuen til venstre, så vi havde vinduer mod nord, øst og syd.

      I huset med gavl mod vort køkkenvindue boede Loghes, som var nogle meget flinke mennesker. Engang fik hr. Loghes os unger til at gå og pudse på nogle rustne 10 tommers søm ved at sige, at de blev til guld. Når man rigtig pudsede, kunne man engang imellem se guldet skinne igennem, så helt løgn var det ikke.

                Hr. Loghes arbejdede på Kartoffelmøllen. Han gik altid i træsko med jernklamper under, så det gav en karakteristisk lyd, når han gik hen ad den uasfalterede Sabroesallé. Han faldt engang ned gennem en loftslem på fabrikken og blev dræbt.

Det var på Sabroesallé vi kæmpede med cyklekunsten. Det var for det meste min mors cykel, vi brugte. En dag, da jeg kom fra skole, kom Leif glædesstrålende kørende mig i møde. Jeg syntes, det var uretfærdig af ham, at han havde lært at cykle før mig, når jeg var den ældste. Leif overlod mig cyklen, og inden aften kunne jeg også cykle.

      En af de første dage jeg kunne cykle, kom jeg med fuld fart ned ad gaden. Pedalerne stod lodret, og jeg kunne ikke, stående på den nederste pedal, komme til at bremse, så der var kun én ting at gøre, at svinge for at køre hen langs forsiden af blokken. Farten var dog så stor, at jeg ramte trappemuren ved nr, 14. Forgaflen blev bøjet og jeg var så højt oppe, at jeg havde hovedet få cm fra muren.

      Når man sidder her på græsset ved Sabroesallés ende og ser ned mod åen, er der til højre et fladt parti med haver. Nu er de mest til pryd og hygge med græs, blomster, borde bænke, og parasoller.

      Dengang var de til gavns med kartofler, gulerødder, rabarber, ærter, jordbær o.s.v. Græsplænen her i hjørnet var vores have. I den havde vores far lavet en mistbænk med alle mulige spirende urter i.

      Somme tider, når jeg ville lade skæbnen råde, kastede jeg en sten eller slagge op i luften, mens jeg bange holdt vejret ønskende, at den ikke ville ramme mistbænken, men det gjorde den nu alligevel somme tider. Far kunne ikke forstå, hvem der gjorde det, og jeg tav, mens jeg syntes, at det var synd for ham.

      Senere fik far fat i en cykel til Leif og mig. Den var grøn og blev istandsat nede i værkstedet i kælderen. Nogle gange cyklede vi ned ad tørrepladsen. Nederst svingede vi til højre, skråt ned til åen over den til brinken på den anden side, hvor vi så enten hev cyklen op eller soppede tilbage.

      Vores far undrede sig over, at cyklen, som lige var lavet og smurt allerede peb igen.

På et tidspunkt blev Herningvej asfalteret. Det foregik med håndkraft ved hjælp af lange skinner, som blev lagt parallelt med hinanden i ca. en meters afstand. Så blev der skovlet asfalt ud over vejen af nogle arbejdere, mens andre trak nogle brædder med lange skafter på hen over skinnerne for at jævne den ud.

Når vi blev sendt på indkøb, var det for det meste til Æggepakeriet (over for Assistentkirkegården) efter æg eller knækæg, der var billigere - eller for 50 øre leverpostej. Var det kolonialvarer, gik turen lidt længere nemlig til købmand Harald Jensen. Hos købmanden blev varerne pakket fint ind med sejlgarn fra en rulle i loftet.

      Sukker, mel o.s.v. blev taget fra skuffer bag på disken. Havregryn kunne fås både i pakker og i løs vægt.

      Kaffen blev malet i en kaffemølle med to blanke cykelhjulstore remskiver. Også kaffeposen, der blev lukket med en zigzag-lukning, blev med rutinerede hænder pakket ind og forseglet med sejlgarn.

      Længere inde i byen var bageren (Villadsen), Schous Sæbehus, TIPTOP og Brugsen.

      På vej ind til byen kom man forbi Risoms Allé, som vi kaldte anlægsvejen. Her blev der bygget et hus af plader, der var lavet af halm og cement, der var blandet sammen. Foran dette hus blev der sat et ishus, hvor man kunne købe runde og firkantede ispinde.

      Længere ude ad Storegade lå biografen. Der var jeg somme tider, enten sammen med hele familien eller sammen med min far. I begyndelsen troede jeg, at det, vi så på filmen, var noget, der foregik udenfor et vindue, som gardinet blev trukket væk fra. Det undrede mig godt nok lidt, for det var mørkt, da vi gik ind i biografen, men lyst bag ved gardinet.

      Den første film, jeg husker at jeg så, var en tegnefilm med Ferdinand. Han er lystfisker og bruger et rullegardin til automatisk at hive fisken op i båden med.

      Senere var det Fyrtårnet og Bivognen og Robin Hood, der stod på repertoiret.

                En film, der gjorde stort indtryk på mig, var Støt står den danske sømand, som blev vist kort tid efter krigen.