Kjeld Obel Christensen fortsætter ufortrødent sin fortælling:

 

Før i tiden var der, når man stod for enden af Sabroesallé, fri udsigt ned over åen til det, der på den anden side var gården ”Vestermarks” marker. Markerne gik op til den grusbelagte Ørbækvej. På den anden side af denne var der eng og mose.

      Nede ved åen legede vi med skibe. Poul Erik fra den anden opgang havde købeskibe med sejl. Jeg lavede mine skibe selv af brædder med blomsterpinde til master og utallige små blå søm med sytråd om til ræling. Som regel var masten så høj, at bådene var overriggede, selv uden sejl.

      I skrænten nede ved åen gravede vi ler, som vi formede små mursten af. Disse byggede vi huse af i sandkasserne, som stod langs husmuren ned mod haverne.

      Der kunne også graves nogle fine ovne ud i lerskrænten ved åen. Som skorsten brugte vi drænrør, lånt på marken overfor, og så kunne man lægge det fineste røgslør ud over området.

      Vi havde tre klatretræer ved åen. De står der, så vidt jeg kan se, endnu, men de var noget højere i min barndom. Engang havde vi et reb bundet om en gren, så man kunne svinge ud over vandet. Det gav våde sko nogle gange, når rebet begyndte at pendulere, mens man hang i det.

Tørrepladsen var om vinteren en yndet kælkebakke. Så var det bare med at dreje til højre nede ved åen, Min tvillingsøster kørte engang lige ud og stod på hovedet i åen. Hun måtte reddes op af en af de store.

Brande anlæg, som heder Ørbæklund var et af barndommens eventyrlande. Her er åen, der slynger sig, springvandet, kampestenen, legepladsen, grusbelagte stier og skjulte stier i skovbunden.

      Det er så småt i dag, hvor jeg sidder på en nyopsat bænk nær ØRBÆKLUND 1921 stenen. (1995)

      Springvandet var dengang kæmpestort, det lå frit på den åbne plæne og var vel en lille meter højt med en grussti rundt om.

      Somme tider kravlede vi op på kanten og løb i cirkler. Prøvede man at soppe ned i vandet, kunne man p.g.a. den slimede bund pludselig stå ude midt i bassinet ude ved strålerøret.

      Kampestenssætningen, som i dag er ca på højde med mig selv var, da jeg begyndte at lægge mærke til den, lige så høj som min far, og jeg måtte løftes op på den, dels for sjov og dels til fotografering.

      Men bortset fra størrelsen ligner den sig selv.

      Legepladsen var helt anderledes dengang.

      Omtrent midt mellem vippen og glidebanen var der en karrusel med fire pladser. Den var sølvfarvet og lignede en stor mælkejunge med et stort kors ovenpå. Sæderne hang i kæder.

      Den gangs gynger stod mellem gyngerne nu og glidebanen og svingede på langs. Sæderne var svelletykke planker, som hang i kæder. Dem kunne vi bruge til rambukke imod hinanden.     

Det gule murstenshus som er til redskaber, var dengang også WC. Det blev bygget, mens jeg boede i Brande. To flinke mænd byggede det. De ville gerne snakke med os unger.

Går man fra legepladsen ned forbi kampestenen og springvandet, kommer man til en ny træbro med brostensopkørsler. Over broen svinger man til venstre og går op ad en bakke. Til højre for bakkestien er stentrappen, og til højre for denne har vi talerstolen, der er bygget af natursten.

      Nævnte bakke var en af min barndoms kælkebakker. Utallige er de gange, jeg har frydet mig over den snehvide fart, og utallige er de gange hvor jeg - med kælkesnoren i en vantebeklædt, sneklumpet hånd - har okset op ad trappen for at få en tur til.

      De store drenge turde kælke ned ad trappen.

      Talerstolen har jeg set brugt engang. Så var plænen ned til åen og plænen på den anden side ved springvandet fyldt med tæppesiddende mennesker.

      Turen går i dag op ad trappen i et mere besindigt tempo end i sin tid med kælken.

      Når man er oppe ad trappen er man bagest i anlægget, og man ser mod Ørbækvejens murstensrøde bebyggelse. Dengang var der hul i hækken og udsigt ud over marker og moser.

      Bebyggelsen derovre hedder meget passende Mosevænget

      Men tilbage til nutiden og ned til søen i anlægget, som dengang blev kaldt svanesøen. Nu er der kun ænder. Dengang var søen, set med barndommens øjne, meget større. Om vinteren, når den var islagt, kunne man få nogle meget lange skøjteture, helt om til bækindløbet, hvor isen var tynd og farlig.

En sommer blev svanesøen renset op. Stigbordet ved udløbet blev fjernet, så søen løb tom. Der snoede sig kun en lille bæk i bunden.

      Så kom der nogle lastbiler, som kørte det opgravede mudder væk. Vi børn fik lov til at hjælpe. Efterhånden, som slammet blev gravet op, kunne bilerne køre ud på søbunden, hvor de så blev læssede med skovle. Jeg var med til at læsse mange bilfulde, og jeg syntes ligefrem, at jeg kunne se, mine muskler voksede.

      Vi fik så lov til at køre med derud, hvor vognene skulle tømmes. Det foregik også med skovl.

Hvor anlægget støder op til Ørbækvej, er der på den anden side af vejen en sti, med et skilt, som viser, at den går til Nordlundvej. Følger man stien ca. 100 m. kommer man til den bæk, som fylder vand i anlægssøen. Man ser den forsvinde i et ristværk for så igen at dukke op ved søen.

      Dengang i Brande var bækken åben, kun under Ørbækvej var den lagt i rør. Dette rør var en af de spændende ting, da vi var små, for vi kravlede igennem det fra anlægssiden og ud på de marker, som dengang var på den anden side af Ørbækvej.

      Det var yderst spændende. Nogle af rørene var lidt ovale af tryk og krakelerede, så man kunne se den rustne jernarmering stikke frem.

      Når der kørte en lastbil oppe på Ørbækvej, durede det i ørerne

      Det var uhyggeligt at kravle igennem, især når vi kravlede på række, og man ikke var enten forrest eller bagest. De to var de eneste, der kunne komme ud af røret, når de ville. Kravlede man i mellemflokken, var der ingen fortrydelsesret, når man først var kommet ind i røret.

                Når det var sommer, var der ikke meget vand i røret, og man kravlede næsten kun med våde knæ. Om foråret, derimod, var der ganske meget vand i røret, og det var iskoldt. En af de sidste gange, jeg kravlede igennem røret, var jeg forrest med en flok efter mig. Det kolde vand strømmede hen over mine hænder og videre ned mellem mine knæ/lår til de andre drenges knæ og lår. Alle disse arme og lår virkede imidlertid tilsammen opstemmende på vandet, så mens vi kravlede, steg vandet. Da vi nåede lysningen i den anden ende af røret, var vandet i albuehøjde.

Fortsatte vi modstrøms, kom vi over i mosen. Den var et af vore farlige legesteder, som vore forældre ikke vidste noget om.

      Der blev sommetider gravet tørv i mosen.

      Vi børn kom der dog mest i de perioder, hvor der ingen aktivitet var. Så lå mosen øde hen. Der var en sø, hvor der lå tipvognsspor stablet op i flere meters højde. Det var de spor, der var lagt ud i de aktive perioder. På en svag hævning i mosen var der en stor æltebeholder, som stod på pæle, så der kunne køres vogne ind under den for at blive fyldt med den æltede tørvepløre, som skulle spredes ud til tørring.

      Fra æltebeholderen, som vi kravlede op i, når vi skulle se langt, lå der et tipvognsspor, som gik ned til søen. Nederst på sporet stod nogle tipvogne uden lad, dem skubbede vi op ad sporet til æltebeholderen, hvorefter vi satte os så godt, vi kunne på vognrammen og susede ned ad bakken for at ende med et brag i de vognrammer, der stod nederst.

      Det var med at holde fast, for de roterende aksler var lige under, hvor vi sad. Der kom aldrig nogen til skade bortset fra lidt blå mærker og hudafskrabninger.

      Der var også et skur, hvor det stod en mosebil, som blev brugt til at trække tørveskæreren med. Denne bil lavede vi engang hærværk på ved at bryde ind i skuret og pille alle tændrørsledningerne af.

      Engang fandt vi en dør, som vi sejlede på ude i søen. Den kunne bære to. Så stod man i vand til knæene og padlede med et brædt. Det var med at holde ballancen, for vandet var isnende koldt.

      Der var mange bække og grøfter i mosen. Om foråret var der en masse vand i dem og en rivende strøm. Leif og jeg var derovre en dag. Vi lavede en stor lyng- eller græstørv, som vi smed i en af de vandfyldte bække. Klumpen blev taget af strømmen, og vi fulgte den i løb langs med bækken. På et sted førtes bækken i et rør under en vej. I dette rør satte vores klump sig fast og, og vi stod og så, hvordan vandet steg og steg. Da det begyndte at løbe ind over vejen, syntes vi, det var det fornuftigste at forsvinde for ikke at blive sat i forbindelse med oversvømmelsen.

      Da vi kom over i mosen næste dag for i al uskyldighed at se, hvad der var sket, lå røret gravet fri, omskyllet af bækken. Vejen var væk over et flere meter lange stykke. På den anden side af, hvor vi stod, holdt en hestevogn med en kusk, der bandede noget over, at han ikke kunne komme videre.

I forbindelse med min research har jeg været ovre for at se min gamle mose. Som barn syntes jeg, at mosen lå milevidt fra mit hjem. Nu som voksen er det ikke ret langt.

      Man kommer til mosen ved at gå ad Nordlundvej og så dreje til venstre lidt længere ude end der, hvor den tidligere omtalte sti fra Ørbækvej munder ud i Nordlundvej.

      Mosen er nu udlagt som fredet offentligt område. På en tur ad stierne i området kommer jeg til en sø, som på kortet heder Mosen. Der er en sti om søen, den følger jeg for at søge spor fra gamle dage.

      Stien bliver bred og grusbelagt og fra at være i det, som i barndommen var uden for lands lov og ret står jeg med et i nutiden ved et rør som stikker op ad jorden. På røret er en vandhane med en grøn plasticslange. Lidt derfra står der en lille gammel jernbanevogn, der har fungeret som havehus i forrige tider. Bag havehuset er der en lærkehæk, og bag denne en kolonihaveforening.

      Ved den fælles kompostbunke kommer trillebørkørende ældre mand hen imod mig. Jeg kommer i snak med ham i ca. en halv time. Han fortæller, at det ganske rigtigt er min mosesø, som ligger tæt ved. Han nævner navnet på ham, som havde mosebruget med tipvogne og det hele, og fortæller, pegende over mod nogle høje træer, at hans gård lå derovre.

      Kolonihaveforeningen er ca. 25 år gammel. (1995) Min hjemmelsmand fortæller, at den er anlagt på den plads, hvor man satte tørvene i stak til tørring. Første gang, han skulle grave have, gravede han lige ned i en bundcirkel tørv.  

      Vores snak kommer også til at dreje sig om lokaliteter i byen. Han kunne godt huske, at der i der under krigen blev bygget to boligblokke på Sabroesallé. De var, sagde han, specielt til alle de jernbanefolk, som i den tid flyttede til Brande.

      Også gården Vestermarks ejer Otto Henriksen, som er omtalt senere, kendte han. Otto Henriksen blev meget gammel, lige ved 100 år.