Kjeld Obel Christensen går i dette kapitel lidt tættere på Vestermark og Søbadet.

Går man fra Sabroesallé ud ad Herningvej, kommer man til Gunvorsvej. For enden af denne har man skråt til højre en 2,5 m. høj bøgehæk. Bag denne gemmer sig et gult stråtækt hus med en tagkvist over døren. Her er en indskrift. GL. VESTERMARK 1887. Det er stuehuset til en gård, som lå her engang, og som har givet navn til villakvarteret her, Vestermarken.

      Gårdens længe var også gul. Den lå dér, hvor den høje bøgehæk går ned mod stuehusets højre side. Der var heste, køer og grise.

      Gårdens marker lå mellem den vej, der nu hedder Vestermarken og Ørbækvej på den anden side af åen og op til anlægget.

      Der var en raftebro over åen. Den trak vi drenge de tykmavede, yverspændte køer over, når de skulle hjem til malkning. Køerne gik midt på broen, og kom man ikke foran dem, når broen skulle passeres, måtte man helt ud på raftespidserne at gå.

      Vestermarks, som Otto Henriksen og hans kone kaldtes, var meget flinke. De satte æblekasser ud til os unger, snakkede med os og lod os hjælpe med alt muligt.

      Otto Henriksen var degn i kirken, og når han gik i marken, kunne man høre ham synge med fuldtonig røst. Der var ingen traktorlarm dengang. Det gik fure efter fure i skridtgang med tømmen om skulderen.

      Når der blev kørt ajle (vi kaldte det alje) løb vi unger barfodede bag efter ajlevognen, der havde en række rør, som førte ajlen ned i jorden. Vi trådte så gennem den varme sandjord ned i den kolde staldpis.

      Det var noget, der kunne lugtes, når vi kom hjem.

Under og efter krigen blev der gravet brunkul i egnen omkring Brande, bl.a. i Ronnum. Der gik et jernbanespor fra Brande til Ronnum. Det skar Herningvej skråt dér, hvor nu JET-tanken og Frodesvej ligger.

      Fulgte man sporet, kom man til en bro over åen. Den legede vi unger meget på. Nogen egentlig bro var det ikke, blot fire svære jerndragere, som, to ved hver skinne, hvilede på betonfundamenter ved åbredderne. Skinnerne lå så mellem jerndragerne, holdt på afstand af nogle jernstænger. Når man gik over broen, skulle man gå med let spredte ben med en fod på hver sin jerndrager. Det kildede i maven, når man kunne høre et tog meldte sin ankomst ved at runge i skinnerne.

      Fortsætter man lidt længere ud ad Herningvej, kommer man til Goldbækdal Maskinfabrik, der har en opstemt mølledam, som vi kaldte Goldbækdal sø.

      Det var en af mine klassekammeraters far, der havde maskinfabrikken. Søen blev brugt til skøjteløb, den havde en fin, gennemsigtig is.

      En af vores fars flovheder over sine drenge stammer her ude fra. Vi havde en sommer været ved Goldbækdal sø. Tilløbet til søen gik under jernbanedæmningen. Min tur går længere ud. jeg vil gerne finde min barndoms søbad, som lå ved Elværksøen.

      Ad Borupvej, Højmarksvej og Søvej, til venstre efter den hvide gård, som har nummer 5 ned ad et par hjulspor til et løse hunde forbudt skilt.

      Ved den hvide gård, der har nr. 3, var der i min barndom to gale hunde, som løb og snappede efter vore hastigt pedalerende ben, når vi skulle forbi. Vi havde erfaret, at det kun var den forreste og den bageste, hundene var efter, så når man nærmede sig, var der kamp om midterpladsen.

      I min søgen er jeg endt ved Villa Fjolle, et idyllisk beliggende svenskrødt sommerhus. Her sidder jeg i skyggen på en svellebænk og nyder den lette lune sommervind og insekternes summen. Af og til lyder et musvitfløjt, og jævnligt lyder fra søen bag mig et fiskeplup.

      For lidt siden var jeg ved Brande Elværk. Dér var en flok ved at slæbe en kano over land. En dreng 4 -5 år spurgte mig: Bor du i det hus?, mens han pegede på turbinehuset.

      Som barn var jeg somme tider på Elværket sammen med min far. Jeg var lidt bange for selve stedet. Det dybe vand ved opstemningen og den summende lyd fra huset.

      Så vidt, jeg husker, har jeg aldrig været her alene. Far havde sagt, at, hvis man faldt i her, ville man blive suget fast under vandet ved turbineindløbet.

Villa Fjolle har en badebro. Ad en stejl trappe kan man komme ned til den. Broen går ca. 2,.5 m. ud i søen og ender i en tværlagt 15 mm. Plade vandfast krydsfiner. Selv om det er tæt ved land, er her springdybt.

      Siddende på fineren har jeg udsigt ud over den krusede sø. Den er ikke særlig bred og tæt bevokset på begge sider. Til højre for mig var i gamle dage Brande Søbad. Der var en U-formet badebro med en 1-meter vippe og en 3-meter vippe.

      Det, der nu er bevoksning, var dengang sandstrand. Den anden side af søen var mark, og man kunne se en gård oppe på bakken.

      Min første entré ved søbadet husker jeg ikke, men efter sigende var jeg meget glad for vandet. Et af min ubehagelige minder her fra søen stammer fra engang, far og jeg var ude for at bade. D.v.s. far, som ikke kunne svømme, så på, at jeg soppede.

      Bunden var meget stejl, og mens jeg gik i vandet ca. til brystet, var der én, der dykkede og tog mig i benene, så jeg faldt udad. Her kunne jeg ikke bunde. Jeg satte så af på bunden, fik hovedet op over vandet, åndede og sank igen.

      Denne kængurufacon fortsatte en tid - for mig uendeligt længe - og til sidst var jeg inde, hvor jeg kunne bunde.

      Far, som ikke kunne svømme, var soppet ud og bar mig ind, for mine ben eksede under mig af træthed.

      De store drenge svømmede over søen. Det beundrede vi i min størrelse meget. De sagde, der var noget tang på den anden side, som tog fat om benene, når man svømmede.

      Det er rigtig nok, for i mikrofilmede aviser fra 1941 har jeg læst, at der inden for en uge i sommeren dette år druknede to mænd, fordi sivene fik fat i dem. De, som ville redde dem var også ved at omkomme.

      For at finde den sidste af de druknede var man nødt til ved Brande Elværk at åbne for sluserne for at sænke vandstanden, så eftersøgningen kunne foregå ved at vade i søen.

      Da man fandt den pågældende lå han helt indviklet i sivene på et sted, hvor der normalt var ca 3 m. dybt.

      Gys - gys.

      På en 30 grader varm augustdag som i dag ville her have været livlig badeaktivitet, latter, hvinen og råben. Nu høres som før nævnt kun naturens lyde, og det er nu en dejlig form for stilhed.

Som et kuriosum kan fortælles, at Brande Søbad blev lavet i 1940 fordi isen i tøbruddet om foråret havde ødelagt dæmningen ved Brande Elværk, så søen var løbet tom. Dette benyttede man sig af til at flytte åløbet ud i sømidten, lave en sandstrand og bygge trapper, omklædningshuse og kiosk, så der den påfølgende sommer blev et badested for byens befolkning.

      I sin bog, “TIL SØS GENNEM JYLLAND”, fra 1942 skriver Hakon Mielche om dette: “Da Isen tøede, steg Vandet så voldsomt, at det blev Aarsag til et Dæmningsbrud.  Hele Søen fossede ned gennem Aadalen, Søen tømtes, og den gamle Aa kom til syne, som den saa ud for 30 aar siden, da Brande Elektricitetsværk blev anlagt”.

        Søbadet blev nedlagt i 1968, da der blev bygget en svømmehal ved Ågade.